Melodierne virker umiddelbart så små. Flydende. Drømmende. Blide som landskaber, man går igennem alene. Melodierne er smukke, men bagved dem alle, mærker man, er der hul lige ud og op til det uendelige, sorte, ukendte univers.
Guitaristen Mark Solborg er en etableret figur på den københavnske avantgardejazzscene, og hans nye mammutudgivelse ’Tungemål’ er på én gang en foruroligende, smuk og ambitiøs kæmpepræstation med afsæt i det allermindste.
’Tungemål I + II’ består i den form, hvori jeg har modtaget den, af tre cd-skiver ledsaget af refleksioner, redegørelser, notater og fotos fra indspilningen i form af to bøger. I alt er der tale om melodiske lydlandskaber med dybde og baggrund, der både foldes ud og forklares. Et univers, man kan tilgå både med hjertet og hjernen, og som består af ikke mindre end to en halv times musik.