Irlands største tv-station, det statslige RTÉ, er havnet i en shitstorm og har måttet beklage en satiresketch, der blev sendt nytårsaften som en del af et nedtællingsshow.
Tusindvis af seere er blevet forarget over, at tv-stationen udstillede Gud som voldtægtsmand i showet, skriver The Guardian.
I sketchen siger en fiktiv nyhedsoplæser blandt andet, at »den 5 milliarder år gamle mand er anklaget for at have forgrebet sig på en ung mellemøstlig indvandrer og har angiveligt gjort hende gravid mod hendes vilje«.
»Han blev idømt to års fængsel med de sidste 24 måneder som betinget dom. Efter nyheden har filmproducenten Harvey Weinstein anmodet om en ny retssag i Irland«, lyder det videre i sketchen.
Programmet fik mere end 1.000 irere til at klage til RTÉ, og Irlands katolske ærkebiskop, Eamon Martin, fordømte episoden på Twitter.
»Jeg er chokeret over, at redaktøren på ’NYE Countdown Show’ ikke indså, hvor dybt stødende og hånlig en ’nyhedsrapport’, der anklagede Gud for voldtægt og rapporterede om hans fængsling, var«, skrev han og krævede, at klippet blev fjernet fra stationens platforme.
Men episoden møder ikke kun modstand. Selv om Irland historisk er et konservativt katolsk land, forsvarede den ateistiske gruppe Atheist Irland tv-stationens ret til også at sende programmer, som kan virke stødende.
RTÉ vil ikke slette klippet, men har offentligt undskyldt for episoden.
»RTÉ erkender, at det naturligvis er forskelligt fra person til person, hvad der kan virke stødende – især inden for satire og komedie. Efter at have gennemgået de tilbagemeldinger og klager, vi har modtaget indtil nu, ønsker RTÉ at undskylde over for dem, der blev fornærmet«, skrev RTÉ på sin hjemmeside.
fortsæt med at læse








