»Mest af alt holder jeg af hverdagen«, sagde Dan Turèll engang. Det gjorde jeg også. Men jeg kan ikke få den sætning over mine læber mere, fordi jeg er træt. Sådan helt ind i knoglemarven træt.
Mange morgener vågner jeg og tænker, at jeg bare vågner til den samme dag som i går. Eller dagen før i går. Eller dagen før den. At alle dage bare er søndag. Eller mandag. Eller bare endnu en dag, som er en dag uden et navn eller et formål. Jo, jo, bevar mig vel, der skal stadig arbejdes, handles eller vaskes tøj. Der skal stadig gøres alt det, som udgør det, vi kalder en såkaldt hverdag.
Men i det seneste år er det gået op for mig, er hverdagen ikke alene består praktikaliteter, men også af nærvær. Nærvær med andre mennesker ud over vores nærmeste. Et nærvær i at kunne kigge et andet menneske i øjnene. At afkode deres mimik. At strejfe en hånd. Eller skulder. At kunne sige: »Undskyld mig, må jeg ikke lige komme forbi dig«. Eller at en fulderik giver dig en highfive. Bare det at være i offentlige såvel som i private rum med andre mennesker. Men vi er blevet pålagt at bære maske og holde afstand. Ikke at forsamle os mere end fem. Vi er bogstavelig talt blevet nogle omvandrende øde øer.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
