0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ayse Dudu Tepe: Det føles ikke længere trygt for mig at være ude blandt mennesker. Jeg er ærlig talt bekymret

De mentale og sociale konsekvenser af corona er lige så farlige som selve virussen. Og hvad er vaccinen mod det, spørger Ayse Dudu Tepe i denne klumme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Mest af alt holder jeg af hverdagen«, sagde Dan Turèll engang. Det gjorde jeg også. Men jeg kan ikke få den sætning over mine læber mere, fordi jeg er træt. Sådan helt ind i knoglemarven træt.

Mange morgener vågner jeg og tænker, at jeg bare vågner til den samme dag som i går. Eller dagen før i går. Eller dagen før den. At alle dage bare er søndag. Eller mandag. Eller bare endnu en dag, som er en dag uden et navn eller et formål. Jo, jo, bevar mig vel, der skal stadig arbejdes, handles eller vaskes tøj. Der skal stadig gøres alt det, som udgør det, vi kalder en såkaldt hverdag.

Men i det seneste år er det gået op for mig, er hverdagen ikke alene består praktikaliteter, men også af nærvær. Nærvær med andre mennesker ud over vores nærmeste. Et nærvær i at kunne kigge et andet menneske i øjnene. At afkode deres mimik. At strejfe en hånd. Eller skulder. At kunne sige: »Undskyld mig, må jeg ikke lige komme forbi dig«. Eller at en fulderik giver dig en highfive. Bare det at være i offentlige såvel som i private rum med andre mennesker. Men vi er blevet pålagt at bære maske og holde afstand. Ikke at forsamle os mere end fem. Vi er bogstavelig talt blevet nogle omvandrende øde øer.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere