Den kommende præsident opfordrer folk til IKKE at møde op til ceremonien, hvor Lady Gaga synger nationalsangen.

Lady Gaga og J-Lo skal synge for Biden ved minimeret indsættelse, der streames over hele verden

Sangerinden Lady Gaga har gennem flere år været aktiv tilhænger af Joe Biden, som hun i flere tilfælde har støttet offentligt og ført kampagne for.  Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
Sangerinden Lady Gaga har gennem flere år været aktiv tilhænger af Joe Biden, som hun i flere tilfælde har støttet offentligt og ført kampagne for. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det bliver uden store tilskuermasser, at Joe Biden bliver taget i ed som USA’s 46. præsident på onsdag, 20. januar.

Men det til trods kommer det ikke til at skorte på verdensstjerner, der skal optræde i forbindelse med ceremonien, som Joe Biden beder folk om ikke at møde op til på grund af den udbredte coronasmitte i USA.

Indsættelsen vil også blive holdt i det små af sikkerhedshensyn efter de voldsomme optøjer i Washington for nylig, hvor en hob overløb betjente og indtog den amerikanske kongresbygning.

Derfor bliver dagen noget anderledes end den typiske præsidentindsættelse.

USA holder vejret: Fjender indefra ændrer indsættelsen af Joe Biden

En del af traditionen ved sådan en indsættelse er, at en notabilitet skal synge nationalsangen. Det bliver Lady Gaga, som skal synge for Biden. Hun har flere gange før offentligt støttet den kommende præsident.

Gennem tiden har både operastjerner og militærorkestre haft opgaven, men også eksempelvis Beyoncé, der sang for Barack Obama i 2013 og senest den 16-årige Jackie Evancho, tidligere deltager i et amerikansk talentprogram, som sang nationalsangen i forbindelse med indsættelsen af Donald Trump i 2017.

Boykot af indsættelsen: Afbud tvinger Trump til at holde uvant lav profil

Ud over Lady Gaga skal Jennifer Lopez også optræde under selve begivenheden, mens en lang række af stjerner skal medvirke i et tv-program, der sendes lige efter indsættelsen under titlen ’ Celebrating America’.

Programmet har Tom Hanks som vært og byder på besøg fra Bon Jovi, Justin Timberlake, Demi Lovato og Ant Cleomons på den musikalske front.

Herudover vil der være interviews med både den kommende præsident og vicepræsident Kamala Harris samt angiveligt motiverende og opbyggelige indslag fra hele USA, der skal »fremhæve Amerikas helte« og være med til at påbegynde »en ny national rejse mod et forenet Amerika«, udtaler komiteen til Joe Bidens indsættelse ifølge Politico.

Indsættelsen og det følgende tv-program bliver vist på de fleste store tv-kanaler i USA, men kun i brudstykker på Fox News, og streames live på blandt andet YouTube og Facebook.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her