Rekordsalg, stor vækst i omsætning, underskud vendt til overskud. Det er den slags ord, der strømmer ud af forlagsdirektørernes munde, når de torsdag kan præsentere årsregnskaber for coronaåret 2020.
For mens vi ikke kunne gå i teatret, i biffen eller til koncert, har vi nemt kunnet indtage bøger derhjemme. Og det kan ses på de regnskaber, landets forlag i disse dage gør op for året, der er gået. Forlaget Lindhardt og Ringhof har for eksempel haft et rekordoverskud før skat på 33 millioner kroner, og Politikens Forlag melder om et rekordhøjt salg af trykte bøger og en stor stigning i salg af digitale udgivelser, der nu står for en fjerdedel af den samlede omsætning.








