I virkeligheden er jeg et meget utålmodigt menneske, så det er egentlig en mærkværdighed, at jeg er blevet væver. Især af så store billedtæpper, som jeg laver. Jeg er et højt menneske, så mine ting bliver også nødt til at være store, også for at få nok billedmæssig diversitet ind i dem. Jeg gider ikke lave noget forenklet, folk bare aflæser med det samme, og derfor har mine værker en vis udstrækning. Og det tager tid.
Folk korser sig altid, når de ser, hvor lidt jeg kan væve om dagen. Når det er ekstremt, væver jeg 1 centimeter. Når det går rigtigt raskt, kan jeg komme op på 10. Jeg må indrømme, at jeg heller ikke er hurtig kunstnerisk, men jeg bilder mig selv ind, at tiden kan ses i resultatet. At der opstår en fordybelse, som er vanskelig at skabe, når det går hurtigt.
