Der er langtfra roser fra kulturlivet til genåbningsplanerne for det danske samfund. Med afsæt i en række anbefalinger fra eksperter i den såkaldt indsatsgruppe vil regeringen nu langsomt åbne for det danske samfund igen, men kulturen fylder alt, alt for lidt, lyder det fra Statens Kunstfond.
»Det er skuffende, at man igen oplever, at man laver de her forskellige planer og overhovedet ikke nævner kulturen med et eneste ord. Hvis der er noget, denne her tid har lært os, så er det, at kunsten og kulturen har haft en enorm værdi i vores samfund«, siger formand Michael Bojesen, der tillige er operachef for Malmö Opera.








