Jorden går under. Det er ingen spas, men grine kan man jo godt alligevel, hvis man kan se komikken. Hollandske Marc Reugebrink (f. 1960) har med ’Salt’ skrevet en sjovt sørgelig blanding af dystopi og farce. Det er økologien og klimaet, den er gal med.
Farcen foregår i Flandern, tågernes fladland i det nordlige Belgien, hvor Reugebrink selv har slået sig ned. Han sætter sin undergangshistorie i en landsby ved navn Lende i ubestemmelig fortid med både adel, livegne og tidlig industri, som fornedrer naturen.








