Sandheden er krigens første offer, siger man. Men ofre er der sjældent mangel på i en krig. Og efter sandheden følger andre. Hver af tragediens akter har deres egne, og før eller siden kommer turen også til de symboler, som førhen tjente som fikspunkter for de fællesskaber, som nu er i krig med hinanden. Kirker eller moskeer. Biblioteker, monumenter og mindesmærker.
Døde ting, ganske vist. Men også ekkoer i sten af en betagende fortid. En slags barduner i tid. En fælles arv, som krigen har det med at ødsle bort.
