En af verdens cellister benyttede ventetiden på vaccinationscentret til at give en lille koncert.

Verdenskendt musiker tog celloen med, da han skulle vaccineres

Foto: Jonah Sykes/Ritzau Scanpix
Foto: Jonah Sykes/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den verdensberømte cellist Yo-Yo Ma havde taget cello og bue med, da han skulle have sin anden dosis af coronavaccinen. Det skriver flere amerikanske nyhedsmedier.

Yo-Yo Ma benyttede den 15 minutter lange observationsperiode efter stikket til at give en lille koncert for de andre i ventesalen på vaccinationscentret i Massachusetts. Her spillede han Schuberts ’Ave Maria’ og præludiet til Bachs ’Cello Suite No. 1’.

»Mange var rørt til tårer«, fortæller en medarbejder på vaccinationscentret til CBS News.

»Og det var et exceptionelt øjeblik mod slutningen af en lang dag med at give stik«.

Forinden havde Yo-Yo Ma spurgt en klinikleder om, han måtte give et par numre for de ventende i observationsområdet.

Lindring i krisetider

Det er ikke første gang, den amerikansk-kinesiske cellist spiller lindrende toner for sine medmennesker i coronakrisen.

Da pandemien brød ud, lancerede han #SongsOfComfort på Twitter med en serie live-optagelser, hvor han spiller cello for alle dem, der pludselig var nødt til at blive indenfor.

Den 65-årige Yo-Yo Ma bliver af flere regnet som den største nulevende cellist. Han har udgivet over 90 musikalbum og modtaget 18 Grammy Awards.

I 2006 modtog han Sonnings Musikpris.

Claus Paaske

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her