Iført alpehue og cottoncoat cyklede min venlige, kultiverede far for nogle år siden ned ad Gammel Kongevej på Frederiksberg. Da han i god ro og orden standsede for rødt, rullede en mand sit bilvindue ned og kiggede ham direkte i øjnene. »Dit dumme svin«, sagde han så, rullede vinduet op igen og kørte videre.
Jeg kom til at tænke på den både komiske og ubehagelige episode i forbindelse med den aktuelle debat om hadbeskeder og mobning på nettet. Den er igen højt på dagsordenen, fordi den ansigtsløse aggression nu også rammer deltagere og dommere i ’X Factor’.