En statue af Greta Thunberg skulle være inspiration for Winchester University, men den møder massiv modstand blandt de studerende.

Statue af Greta Thunberg vækker vrede

Arkivfoto Hannah McKay/Ritzau Scanpix
Arkivfoto Hannah McKay/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En statue i fuld størrelse af den unge, verdenskendte svenske miljøaktivist Greta Thunberg har vakt vrede blandt de studerende på University of Winchester i Storbritannien, skriver blandt andre BBC.

Statuen med titlen ’Gør en forskel’ har kostet 24.000 pund 8godt 200.000 kroner) og er placeret på campus som et symbol på bæredygtighed og social retfærdighed.

Men universitetets studenterforening mener, at de 200.000 kroner i stedet burde være gået til at støtte trængende studenter.

»Vi er i et covid-19-år, mange studerende har ikke haft adgang til campus, mange forsøger at læse online og har alvorligt brug for støtte«, siger formand for University of Winchesters studenterforening Megan Ball til BBC.

Selv om hun beskriver Greta Thunberg som »en fantastisk rollemodel for alle«, opfordrer hun og studenterforeningen nu universitetet til at bruge et tilsvarende beløb på at støtte trængende studerende.

I en udtalelse betegner studenterforeningen statuen som »et forfængelighedsprojekt« for universitetets afgående vicerektor.

Foreningen kritiserer, at der er brugt penge på statuen efter nogle år med besparelser og nedskæringer på University of Winchester. Pengene kunne være brugt bedre på at undgå yderligere nedskæringer, skriver studenterne.

I en e-mail til de studerende skriver universitetet, at man håber, at statuen vil blive et symbol på universitetets forpligtelse til at kæmpe for miljøet.

Og ifølge universitetets vicerektor, professor Joy Carter, er der ikke taget penge hverken fra studenterne eller fra de ansatte for at finansiere statuen.

»Greta er en ung kvinde, der på trods af vanskeligheder i sit liv er blevet en af de førende miljøforkæmpere i verden. Som et universitet for bæredygtighed og social retfærdighed er vi stolte over på denne her måde at ære denne inspirerende kvinde«, siger Joy Carter til BBC.

University of Winchester har ifølge Daily Mail forpligtet sig til at være CO2-neutralt i 2025 og har fjernet al unødvendig brug af plastik på sit område.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her