Det er risikabelt at åbne en stor, international musikfestival alene med fire spritnye værker af unge komponister. Uropførelser af ny, ung musik kan sagtens give overrumplende lytteoplevelser, men ingen ved på forhånd, om det vil lykkes at ramme en interessant fortolkning første gang, musikken skal klinge. Eller om komponistens, ofte radikale, idé egentlig er god!
Men åbningskoncerten for årets Klangfestival stod smukt i rummet i koncertsalen i det gamle radiohus med sine fire minutiøse, tyste værker. De stort set ukendte komponister – Mads Emil Dreyer, Aron Dahl, Kirsten Milenko og Tyler Futrell var kommet i hænderne på to solister og det erfarne, københavnske ensemble Athelas, og det efterlod et smukt indtryk af en flok unge toneskabere, der vil røre publikum og skærpe vores opmærksomhed for lydverdenens detaljer og nuancer. Med musik, der manede til eftertænksomhed og ro – mere end oprør og ballade.






