Årets store vinder til Bafta TV-awards blev skaberen af serien ’I May Destroy You’, som også takkede intimitetskoordinatoren på serien. Et produktionsmedlem som først for nylig er blevet normalt at have med i produktioner.

Intimetskoordinator får tak ved pristruimf: »Din hjælp var afgørende for min serie«

’I May Destroy You’, som kan ses på HBO Nordic, vandt tre priser til årets Bafta TV - awardshow.  Foto HBO Nordic
’I May Destroy You’, som kan ses på HBO Nordic, vandt tre priser til årets Bafta TV - awardshow. Foto HBO Nordic
Lyt til artiklen

Til en vilkårlig prisuddeling er der typisk én prisvinder, der går ud af dørene med hænderne lidt højere over hovedet end de andre vindere.

Til Bafta TV-uddelingen i søndags var aftenens store vinder skaberen af miniserien ’I May Destroy You’, Michaela Coel.

I alt vandt hun tre priser ud af seks mulige til det britiske awardshow: bedste kvindelige hovedrolle, bedste miniserie og bedste manuskript til en dramaserie.

Med sine tre priser var det derfor Michaela Coel, der flest gange var oppe ved talerstolen til overrækkelsen af årets guldmasker.

Da hun skulle tage imod prisen for bedste kvindelige hovedrolle under prisoverrækkelsen i London, takkede hun en særlig person: tv-seriens intimitetskoordinator Ita O’Brien. En person, som hun fortæller har været »essentiel« for serien:

»Tusind tak, for at I eksisterer i vores industri, for at skabe et sikkert rum for fysiske, psykiske og professionelle grænser, så vi kan arbejde med temaer som udnyttelse, tab af respekt og magtmisbrug – uden selv at blive udnyttet eller misbrugt i processen«, sagde Michaela Coel til awardshowet.

I film- og tv-branchen er man i kølvandet på #MeToo-bevægelsen begyndt at ansætte folk, der sørger for sikkerheden og koreografien i forbindelse med intime scener, en såkaldt intimitetskoordinator.

»Jeg ved, hvordan det er at skyde scener uden en intimitetskoordinator – rodet og følelsen af pinlighed hos produktionen, den indre fortvivlelse hos skuespilleren. Din hjælp var afgørende for min serie, og jeg tror, den vil være essentiel for ethvert produktionsselskab, der ønsker at udforske temaer som samtykke«, sagde Michaela Coel i søndags.

’I May Destroy You’ er en dramaserie i 12 afsnit om en kvindes forsøg på at affinde sig med et seksuelt overfald i hendes fortid.

Serien er inspireret af virkelige hændelser fra instruktør, tekstforfatter og hovedperson, Michaela Coel.

Ebbe Sidenius

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her