Briterne har – ligesom danskere og mange andre verden over – været mere bænket foran skærmen under coronapandemien end normalt.
Og halvdelen af dem har fordrevet noget af tiden med at se porno. Det viser den årlige opgørelse over briternes onlineforbrug, som det britiske svar på Radio- og tv-nævnet, Ofcom, står bag.
For at være helt præcis besøgte 26 millioner briter i løbet af september sidste år en pornoside, hvilket svarer til 49 procent af de voksne briter, skriver flere britiske medier, blandt andre The Guardian og BBC.
Langt det mest populære pornomedie var Pornhub, som blev besøgt af 50 procent af de britiske mænd og 16 procent af de britiske kvinder – i alt 15 millioner valgte at se videoer på PornHub.
Og det er seertal, som langt overgår, hvad tv-kanaler som Sky One, ITV4 og BBC News kan præstere, skriver The Guardian.
Det er især de unge, der tænder på Pornhub. Tre ud af fire unge britiske mænd og en ud af tre unge britiske kvinder besøgte Pornhub i løbet af de fire uger i september sidste år, som undersøgelsen fra Ofcom dækker.
Også OnlyFans har haft kronede dage
Selv om pornosider bliver mere og mere populære i Storbritannien, er de ifølge The Guardian ikke regulerede på samme måde som alle mulige andre medier. De mest populære pornosider som Pornhub, RedTube og YouPorn ejes af det canadisk-baserede selskab Mindgeek.
Og indtil sidste år vidste man ikke, at det var forretningsmanden Bernard Bergemar, der stod bag det selskab. Han blev identificeret af Financial Times i december 2020, da Pornhub blev tvunget til at slette millioner af hjemmevideoer, der viste sig at være hævnporno, som de involverede ikke havde indvilliget i blev offentliggjort.
Og ifølge Ofcom har det britisk-baserede pornosite OnlyFans haft kronede dage under pandemien og været en meget lukrativ forretning for familien bag sitet.
Her kan briterne sælge porno, som de har selv har produceret. Men ifølge Ofcom har nogle af dem gjort det, fordi coronapandemien har kastet dem ud i arbejdsløshed og økonomisk usikkerhed.
fortsæt med at læse









