På kommunen i byen Hillsborough i staten Californien i forbundsrepublikken USA har de gennem en længere periode været trætte af den 80-årige pensionerede forlægger Florence Fang.
Hun har nemlig valgt at bosætte sig lidt anderledes end mange af verdens andre ældre medborgere. Ovenikøbet i en af USA’s allerdyreste bydele ved San Francisco.
I haven har hun fem meget store skulpturer af af jern, primært af dinosaurusser; hun har også store skulpturer, der forestiller hovedpersonerne i tegnefilmsklassikeren ’The Flintstones’. Der er også en flyvende tallerken. Og en rummand. Og en astronaut. Og et farverigt skilt med påskriften: »Yabba dabba doo«. Ifølge indehaveren har hun forsøgt at omgive sig med »fortiden og fremtiden kombineret i harmoni«, som hun har udtalt til The Guardian.
Bag alle skulpturerne troner Florence Fangs hus i røde og orange og lilla nuancer. Ligesom (om ikke andet en række af) skulpturerne har huset hentet inspiration fra Flintstones.
Nede på kommunekontoret syntes de, at det rent æstetisk larmede lige lovlig meget, så de endte med at trække Florence Fang i retten for at få hende til at pakke noget af sit habengut sammen.
Nu er retten kommet frem til en beslutning, og det blev kommunen, der kørte hjem med hængemuler. Det skriver Art Net News.
»Jeg er bare en træt gammel dame«, siger Florence Fang ifølge mediet.
»Jeg ville bare leve mit fredelige liv. Jeg er en meget, meget almindelig, pensioneret gammel dame. Men selvfølgelig en lille smule anderledes. Jeg har alle mulige drømme«, udtaler hun.
Kommunen skal betale en bod til indehaveren af huset, mens Florence Fang selv skal huske at søge om tilladelse til at fylde haven med meget store ting i fremtiden. Det havde hun nemlig ikke fået gjort.
Huset er tegnet af arkitekten William Nicholson og opført i 1976. Det var oprindelig hvidt og uden falske fortidslevn i haven, men efter at Florence Fang overtog i 2017, er der kommet lidt mere fart over feltet.
fortsæt med at læse








