Engelske Benyamin Ahmed har brugt sin sommerferie på at sælge digitale samlekort af hvaler, han selv har udviklet, og det har gjort ham til en holden dreng.

12-årig dreng tjener 2,5 millioner over sommerferien på at sælge pixelerede hvaler på nettet

Samlekortene Weird Whales sælges på digitale platforme som eksempelvis her Open Sea.
Samlekortene Weird Whales sælges på digitale platforme som eksempelvis her Open Sea.
Lyt til artiklen

Weird Whales kalder 12-årige Benyamin Ahmed de samlekort af små, pixelerede hvaler, som han sælger på nettet.

Hen over sommeren er de blevet så stort et hit, at han i alt har solgt for svarende til 2,5 millioner kroner.

I en artikel i The Guardian forklarer Benyamin Ahmeds far, Imran Ahmed, der er softwareudvikler, at han søn har lavet en slags »digitale Pokémon-kort«, som folk samler på, ikke så meget for det kunstneriske udtryk, men for at være med på en bølge.

Æstetisk er de små hvaler inspireret af computerspillet Minecrafts pixelerede stil og har vist sig at være en kilde til utallige fortolkninger. Indtil videre har den unge mand lavet 3.350 forskellige hvalkort, som han har sat til salg.

Hvalerne er såkaldte NFT’er, en forkortelse, der dækker over unikke digitale samleobjekter, hvor man køber et bevis på, at man er den retmæssige ejer af det købte.

Modsat et fysisk Pokémon-kort, som man kan tage med hjem og lægge i skuffen, så ingen andre kan glo på det, så er NFT’er lige tilgængelige for alle, der har en internetopkobling. Man samler altså på ejerskabet, men deler det æstetiske udtryk med hele verden.

Over det seneste år er handlen med NFT’er steget i ekstrem grad, og digital kunst og digitale samleobjekter er blevet lidt af en hype. Det hænger tæt sammen med store prisstigninger i digital valuta som Bitcoin og Ether, som digital kunst handles i.

»Jeg valgte hvaler, fordi inden for kryptovaluta kalder man folk, der har 1.000 bitcoin (svarende til 300 millioner danske kroner, red.) for hvaler«, siger den unge koder til The Guardian.

Benyamin Ahmeds far arbejder inden for den traditionelle banksektor, men sønnen har aldrig selv haft noget med en traditionel bank at gøre. Alt han har lavet – og alt hvad han har tjent – er købt og solgt ved hjælp af blockchainteknologi.

Sine mange penge lader den 12-årige stå i kryptovalutaen Ether.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her