Det er en af Danmarks mest fornemt placerede statuer, konge til hest ved magtens centrum.
Alligevel er kunstneren bag rytterstatuen af Christian IX på Christiansborg Ridebane stort set forsvundet i glemslen. Sådan lyder udgangspunktet for en ny udstilling på Glyptoteket med værker af den danske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen.
Mandag ankom nogle af udstillingens hovedattraktioner til museet: forstudier til rytterstatuen af den tidligere konge og statuen ’Musikkens Genius’. De blev fragtet gennem vinterhaven og er nu klar til, at udstillingen åbner 7. oktober. Det bliver den hidtil største soloudstilling for Anne Marie Carl-Nielsen.
I en pressemeddelelse skriver Glyptoteket:
»Forud for sin tid kæmpede Anne Marie Carl-Nielsen for kunstnerisk anerkendelse i et mandefag og for kvinders ret til uddannelse og karriere«.
Kæmpede for kvinder i kunst
Anne Marie Carl-Nielsen blev født i 1863 ved Kolding. Hun begyndte allerede som barn at modellere med ler fra familiens have og skabte sig efterhånden en karriere som billedhugger.
I 1891 giftede hun sig med komponisten Carl Nielsen. I sin samtid var hun, hvis ikke mere anerkendt så i hvert fald lige så berømt som sin mand, men siden har ægteskabet skygget lidt for Anne Marie Carl-Nielsens kunstneriske eftermæle.
I hvert fald blev der ikke plads til hende på den mindeplade ved metrostationen ved Marmorkirken, hvor deres hjem lå. ’Her boede Carl Nielsen’, står der. Anne Marie Carl-Nielsen er ikke nævnt.
Hun var ellers værd at bemærke. Som den første kvinde i verden fik Anne Marie Carl-Nielsen i 1908 til opgave at udføre en rytterstatue af en konge, Christian IX, der var død to år forinden. Arbejdet tog knap 20 år og blev indviet ved en ceremoni i 1927.
I mellemtiden var billedhuggeren også engageret i at forbedre kvindelige kunstneres rettigheder. Hun stiftede sammen med blandt andre maleren Anna Ancher Kvindelige Kunstneres Samfund i 1916. De ville have flere kvinder ind på Charlottenborgs Forårsudstilling og i Akademiraadet, der rådgiver staten om kunstneriske spørgsmål.
I det arbejde var Anne Marie Carl-Nielsens et navn med vægt. Hun debuterede selv på Forårsudstillingen i 1884 og sad i Akademiraadet fra 1912 frem til sin død i 1945. Hun havde allerede i 1889 repræsenteret Danmark ved verdensudstillingen i Paris, hvor hun vandt en bronzemedalje.
Udstillingen inkluderer skitser, modeller og afstøbninger i både gips og bronze. Den vises på Glyptoteket frem til 27. februar.
fortsæt med at læse








