Vi måtte ikke slukke vores mobiltelefoner, fik vi at vide, da vi var på vej ind i teatersalen. De skulle have lov til at lyde, som de nu engang lyder, og det var befriende bare at få den frem i lyset, normalt plejer den jo at ligge nede i lommen – helt undertrykt. Pludselig lød der babygråd fra min sidemand.

En anden aften sad jeg omsluttet af ti celloer, nærmest som om jeg befandt mig inden i den moderne kompositionsmusiks livmoder, efter at jeg med kridt havde skrevet »I walk on blood« på et sort tavlegulv i midten af rummet – som celloerne nu skulle forsøge at improvisere til ud fra et fleksibelt partitur.