Hvor langt kan man gå som koreograf? »Brad, gå hen til 16a!«. »Jessica, gå til 5b!«. »Kristin, tag tøjet af Edward!«.
Nu er det altså ikke Dansk Danseteaters nye leder, Pontus Lidberg, der som overvågende kommandostemme hundser rundt med sine dansere for åbent tæppe. Men han har som sin forlængede arm inviteret kunstig intelligens (AI) indenfor som medskaber, både som styrende algoritmer og som styrende computerstemme i forestillingen. Så titlen ’Kentaur’ henviser ikke i første omgang til det antikke fabelvæsen – halvt menneske, halvt hest – men til en computerteknologisk term for en hybrid mellem den menneskelige hjerne og kunstig intelligens.
Det er absolut interessant som koncept og eksperiment samt ambitiøst som markering af Dansk Danseteaters 40-års jubilæum. Men det kniber med helt at indfri ambitionerne – synes jeg, men skynder mig at tilføje, at forestillingen meget flot netop har modtaget art tech-prisen The Lumen Prize (i den nordiske kategori) for at byde kunstig intelligens op til dans.
’Kentaur’ er da også skabt i samarbejde mellem Pontus Lidberg og AI-kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm, der har fodret den kunstige koreografintelligens med data fra planetbaner, sværmintelligens, græske tragedier samt overvågning af danserne. Til forskel fra lignende eksperimenter med at lade en computer skrive bøger eller male billeder går AI-koreografen i direkte liveaktion, så hver forestilling angiveligt kan falde forskelligt ud, alt efter de sensormonitorerede danseres evne til at følge AI-stemmens kommandoer her og nu.
Problemet er bare, at det ikke er til at se eller mærke, i hvor høj grad det reelt er tilfældet, eller at der overhovedet er noget på spil. Om Jessica så fucker op og går til 15a i stedet for 5b, er det umuligt at gennemskue – ligegyldigt. De ni dansere bevæger sig på kommando sikkert og smooth fra den ene side af scenen til anden.
Når forestillingen primært vil fokusere på, hvad der sker i mødet mellem AI og danserne, virker det kontraproduktivt, at de dygtige, hammereffektive dansere ikke bringes en smule ud af fatning, eller der opstår overraskende konstellationer eller grus i bevægelsesmaskineriet.
Det er til gengæld et præcist billede på, hvad der kan ske, når algoritmer får lov til at styre menneskekroppen. Køligt og ret monotont virker det, men midt i strømmen dukker ansatser til historier op. Computerkoreografer kan skam også have følelser!
Mennesket mod maskinen
Det er overordnet den gamle historie om mennesket over for maskinen med den humanoide computer som velkendt figur: snart neutralt diktatorisk, snart personligt direkte eller skjult manipulerende – også med publikum.
Det er således en god pointe pludselig at lade danserne interagere med hinanden til Schuberts hjertestrygende toner. Straks virker det hele mere vedkommende, selv om det i princippet kan være tilsvarende computergenereret.
Oveni introduceres der så et græsk tragedie-plan, hvor danserne i flyvende fart kastes ud i hævn, jalousi og sorgkonstellationer, samt et personligt plan, hvor de på skift skal indtage diverse tragiske positioner – baseret på deres ageren på scenen og deres SoMe-profiler. Hvem har flest følelser, lavest intelligens, størst bevægelsespræcision?
Her ender computerkoreografen med at have alt for mange historier ude at gå, uden at der bliver fulgt op på andet end den om mennesket versus maskinen. At mennesket så skal være den muskuløse førerhan Bratt, virker som en kliché, men de trives jo også i AI- universet. Måske får Kristin chancen en anden aften?
Men hun får i hvert fald taget tøjet af Edward, der det meste af forestillingen må stå i hjørnet i bar røv og glo ind i den altopslugende skærm. Oprør eller ej, er det der, kroppene ender: sorte silhuettegn i et lysende digitalt hav. Og der sidder vi og glor afmægtigt på algoritmernes dans. Bar røv?
fortsæt med at læse
