Hvor skrabet kan det blive? Hvis denne omgang Dans2Go skal være en kongelig hyldest til »den helt store mester i Den Kongelige Ballets historie«, som det her lanceres, ser det sort ud for Bournonville.
Nu skal det lige siges, at det i forvejen er en hård nød at knække for balletmester Nikolaj Hübbe, hvordan man holder liv i August, der traditionelt har været rygraden i Den Kgl. Ballet. Kompagniet er i dag anderledes internationalt sammensat, og de kulturelle strømpile har længe peget væk fra den gamle dannelseskultur.




























