Med en cello liggende på låret sidder der en mand og synger langsommeligt om længsel, sin guitar, sin hest og sit land, alt imens han vrider sentimentale bluesskalaer ud af de fire dybe strenge. ’O death, where is your sting?’, ’I ain’t coming back!’ og ’I hang down my head and I mournful cry’, lyder løsrevne linjer fra hans og to andre sangeres mund, mens de afbrydes og suppleres af et klassisk kammerorkester, der lægger dramatiske klange i lydbilledet og løfter den teatralske stemning helt op under den sorte præries blinkende nattehimmel.
Det hele er helt forkert og helt rigtigt på samme tid. Det er country og autentisk verdenssmerte i ånden, som man føler nærværende og intimt. Men det er også sofistikeret kunstmusik fra veluddannede, europæiske musikere, der er på udebane.
