Det er svært at tale om klasse. Jeg kan mærke, at det føles bedst for mig, hvis jeg lige positionerer mig jantelovslunt i svinget fra starten og tager brodden af al min nedarvede socialistiske skyld og den kulturelitære skam, der driver ned ad denne klummeplads i Politiken. For eksempel ved at sige noget om, at jeg faktisk er vokset op hos en enlig mor, der røg King’s og serverede noget, vi kaldte ’pastasnask’, foran vores fjernsyn med hjul.
Der klistrer en forestilling om autenticitet til mange af vores kulturelle forestillinger om arbejder- eller underklassen, som der i den talende klasse foregår en symbolsk positioneringskamp om bedst at forstå, repræsentere eller være en del af. Kroneksemplet var kampen om at komme nærmest sandheden om Yahya Hassan. Senest var det modtagelsen af filmen ’Kandis for livet’, som mere end at handle om filmen og de portrætterede Kandis-fans kom til at dreje sig om, hvem der mest så dem som rigtige mennesker (spoiler alert: ikke de andre).
