Danskerne befinder sig ikke i en juridisk undtagelsestilstand som ukrainerne, der lige nu på grummeste vis kæmper for deres liv og deres land. Der har vi ikke befundet os siden Anden Verdenskrig. Men vi befinder os i en slags åndelig, mental undtagelsestilstand. Måske endda en versionering eller videreudbygning af coronakrisens gennemtrængende følelse af kollektiv sårbarhed og angst og medfølgende handlingsorienteret krisebevidsthed.

Selv om det påtrængende, det uopsætteligt truende, har været en slags permanent sprogligt og politisk-logisk bagtæppe siden terrorangrebene på USA 11. september 2001, er det de seneste år, som om det nye akutte står på skuldrene af det nyligt akutte, der endnu ikke er ældet synderligt.