Det vidner om et betydeligt overskud, at man i årets Cirkusrevy har to regulære supernumre kort efter hinanden og allerede i første akt. Og når de til og med svømmer i kølvandet på et antal andre mere end fine indslag, føler man trang til at anvende udtrykket ’sprudlende’ om forestillingen, der er skarpt skåret og befriet for – næsten alt – unødigt fjolleri.
Man kunne ellers godt gå hen og få bange anelser, fordi to af revyinstitutionen mangeårige ressourcepersoner, Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl, ikke længere er en del af entouragen. Men nej. Det nye hold, hvoraf ingen i øvrigt er novicer udi faget, klarer det aldeles strålende, og bidragyderne har rundhåndet leveret såvel sketcher som sangtekster af høj kvalitet.







