Der er intet, vi civilister elsker at snadre mere rundt i end portrætter af de kongelige! Er det her, de røber, at de er totalt ude af kontakt med virkeligheden, med os? Kigger de hen over hovedet på os? Understreger de i valget af bling, at vi er for peanuts at regne i det store spil?
Hertugen og hertuginden af Cambridge har ladet sig, som det allernådigst hedder, afbilde af billedkunstneren Jamie Coreth, og de britiske kunstkritikere har ikke ret meget pænt at sige om det. En af dem råder ligefrem folk til at gå på Madame Tussaud-museet, hvor voksgengivelserne skulle være mere livagtige. Svirp.








