Varmerekord i Storbritannien. Ekstrem tørke i Somalia.
Der er ingen tvivl om, at den globale opvarmning sætter sine spor i hele verden i disse år. Mange har allerede vænnet sig til at skære ned på alt fra avokadoer til kød, ligesom nogle tilrettelægger sommerferien ud fra destinationer, man kan nå med tog.
Men det er tilsyneladende ikke alle, der tager klimahensyn.
I sidste uge postede realitystjernen og makeupmilliardæren Kylie Jenner et billede på Instagram, hvor hun sammen med sin partner, Travis Scott, befandt sig foran to privatfly.
»Skal vi tage dit eller mit?«, lød billedteksten.
I en tid, hvor konsekvenserne af den globale opvarmning kan ses dagligt, blev den form for overflod af flere af Jenners følgere ikke modtaget vel. Især ikke efter at det var kommet frem, at flyveturen, der varede 17 minutter, kunne have været klaret i bil på under en time.
»Hendes CO2-aftryk for en flyvetur på 10 minutter er mere, end nogle mennesker udleder på et helt år«, skriver en bruger på Twitter blandt andet.
»Jeg kunne genbruge alt, købe alt mit tøj brugt, kompostere og dyrke min egen mad resten af mit liv, og det ville ikke engang nærme sig at være en kompensation for CO2-aftrykket fra en af hendes flyveture«, skriver en anden.
Privatfly udleder årligt 34 millioner tons CO2. Det er mere, end hele lande som New Zealand og Sri Lanka udleder hvert år. Og flyver man omkring to timer i et privatfly, har man udledt mere CO2end den gennemsnitlige person på Jorden udleder i løbet af et helt år.
Global opvarmning rammer skævt
Det er på ingen måde ualmindeligt, at privatfly bliver brugt til at tilbagelægge meget korte distancer.
Et studie foretaget af ngo’en European Federation for Transport and Environment viste, at halvdelen af alle flyvninger med privatfly i Frankrig var ture under 500 kilometer. Samme tendens kan ses på Twitter-profilen Celebrity Jets, hvor man kan følge med i flere kendte menneskers brug af privatfly.
Blandt andet har rapperen Drake flere gange i løbet af den seneste måned fløjet ture, der varede under 15 minutter. Ligeledes har Tesla-milliardæren Elon Musk tilbagelagt flere korte ture i sit privatfly, herunder en på 25 minutter.
Vreden over flyvningerne skyldes især, at konsekvenserne af den globale opvarmning rammer skævt.
»Kære Kylie Jenner. Hold op med at slå fattige mennesker ihjel med dit privatfly«, skriver en bruger eksempelvis på Twitter.
Selv om der nu er skovbrande flere steder i Europa og Nordamerika, er det især lande i Østafrika, Asien og Sydamerika, som kommer til at mærke de mest voldsomme konsekvenser af klimakrisen. Og det på trods af, at befolkningen i de regioner er nogle af dem, der har det laveste klimaaftryk per person på globalt plan.
fortsæt med at læse









