Det kom som en overraskelse for det meste af Finland, da hollywoodstjernen Brad Pitt i weekenden dukkede op ved åbningen af en udstilling i landets tredjestørste by, Tampere.
Men det var med god grund, han var der: Nogle af hans skulpturer var en del af udstillingen.
Det er første gang, at Brad Pitt, som i store træk har lært sig selv at lave skulpturer, får sine værker udstillet.
Det oplyser museet bag udstillingen, Sara Hildén Art Museum, ifølge nyhedsbureauet AFP.
58-årige Pitts skulpturer er en del af en større udstilling af den britiske kunster Thomas Houseago. Også keramik af den australske rockmusiker Nick Cave er en del af udstillingen.
»For Nick og mig er det en ny verden og vores første bidrag. Det føles bare rigtigt«, sagde Pitt ved åbningen af udstillingen.
I den britiske avis The Guardian skriver kunstkritiker Jonathan Jones, at selv om Pitt ikke er den første hollywoodstjerne til at kaste sig over billed- og skulptørkunsten, viser han sig at være én af de allerbedste: »Knib mig i armen – jeg må drømme. Brad Pitt er en ekstremt imponerende kunstner«, proklamerer han i dette førstehåndsindtryk.
Ritzau
fortsæt med at læse








