Et stort antal fans af den populære rapper Bad Bunny fra Puerto Rico måtte fredag gå slukøret hjem fra hans koncert i Mexico City.
Flere blev nemlig nægtet adgang til showet, fordi der opstod kaos med koncertbilletterne på det kæmpemæssige stadion Estadio Azteca med plads til 85.000. Problemerne opstod ifølge den britiske avis The Independent, fordi et hidtil uset stort antal mennesker fik adgang med falske billetter, der var i omløb.
Det resulterede i, at en række fans med valide billetter blev nægtet adgang til koncerten med Bad Bunny, der er kendt for hits som ’Me porto bonito’, ’Ojitos lindos’ og ’Neverita’ og ifølge The Independent er verdens mest streamede kunstner.
Forklaringen på det høje antal falske billetter mener man er, at Mexico endnu ikke har et elektronisk billetsystem, men stadig bruger papirbilletter, der gør det lettere at forfalske dem, skriver The Independent. Efter hændelsen har den mexicanske afdeling af billetformidleren Ticketmaster udsendt en erklæring, hvor de undskylder til de fans, der blev berørt.
Kæmpe magtfaktor
Episoden kommer oven i et eskalerende politisk pres på Ticketmaster, der i 2010 fusionerede med verdens største koncertarrangør, Live Nation, og dermed opnåede en enorm magt på det globale musikmarked.
FAKTA
Live Nation og Ticketmaster
Live Nation Entertainment, som selskabet hedder, har haft en støt stigende milliardomsætning, og flere amerikanske medier vurderer, at firmaet i USA sidder på 60-70 procent af markedet for koncertbilletter. For nylig brød internettet sammen, da billetter til popstjernen Taylor Swifts USA-turné blev sat til salg. Efterspørgslen var så voldsom, at Ticketmaster ikke kunne håndtere trafikken.
Også herhjemme er Ticketmaster blevet en kontroversiel magtfaktor i den danske musikbranche. Koncertgæster har i de seneste år klaget over haltende kundeservice, mens partnerskabet med spillestedet Royal Arena er blevet undersøgt af Konkurrencestyrelsen.
I USA strammes nettet omkring musikgiganten for tiden. New York Times har citeret anonyme kilder for at sige, at det amerikanske Justitsministerium er ved at undersøge, om selskabet har et reelt monopol.
Live Nation afviser i en pressemeddelelse at have misbrugt sin dominerende stilling. Koncert- og billetmarkedet er præget af stor konkurrence, skriver selskabet og fremhæver, at myndighederne selv godkendte fusionen mellem Ticketmaster og Live Nation.
fortsæt med at læse








