Danmarks nye regering vil hjælpe udsatte unge med at tage del i kulturlivet. Helt konkret vil næsten 45.000 unge, der står uden uddannelse og arbejde, modtage et kulturpas på 2.000 kroner. Det skal give gratis adgang til kulturtilbud som teater, film, musik og idræt, skriver Berlingske.
Det fremgår af side 51 i det regeringsgrundlag, som partilederne Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) onsdag middag præsenterede efter et seks uger langt forhandlingsmaraton.








