TV 2 sender afdøde Lise Nørgaards sidste interview.
Det sker i programserien ’Det sidste ord’, hvor Lise Nørgaard inden sin død har ladet sig interviewe af journalist Mikael Bertelsen. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Programmet med den folkekære journalist og forfatter sendes søndag 8. januar klokken 20.
»Da jeg interviewede Lise Nørgaard til ’Det sidste ord’, var hendes stemme hæs og ved at forsvinde. Hun mente selv, at det var fordi, hun havde talt uafbrudt i over hundrede år. Men selvom stemmebåndene svigtede, så var hun energisk og meget opsat på at medvirke. Lise Nørgaard var bevidst om at efterlade sig en slags manual til fremtidens kvinder med hendes egne erfaringer og råd til, hvordan man kan gøre sig selv fri og uafhængig«.
«Og selvom hun var lille af statur i det store tv-studie, så håber jeg, at det kan ses, at hun var en stor og stærk personlighed. Da jeg på et tidspunkt var ved at være træt under optagelsen, havde Lise Nørgaard stadig masser af energi og sagde, at hun var klar til at ‘synge og danse hele natten’. Jeg er taknemmelig og glad for, at jeg nåede at opleve det«, siger Mikael Bertelsen ifølge TV 2.
Lise Nørgaard døde 1. januar. Hun blev 105 år.
Det fulde interview om 20 år
Som samarbejdspartner i projektet ’Det sidste ord’ står Det Kgl. Bibliotek for at arkivere optagelserne for eftertiden. Kun nogle ganske få ansatte på Det Kgl. Bibliotek har adgang til dem, og først 20 år efter personens død kan bibliotekets brugere få adgang til optagelserne.
»Hele interviewet, der er noget længere end det, som bliver sendt, kan udgøre et interessant kildemateriale for forskere i fremtiden. Det er ikke mindst interessant, fordi konceptet inviterer til mere intense samtaler og dermed potentielt også viden, som ikke kan findes andre steder«, siger Tonny Skovgård Jensen, vicedirektør og chef for kulturarv på Det Kgl. Bibliotek til TV 2.
Tidligere har Bent Fabricius-Bjerre, Uffe Ellemann-Jensen og Povl Dissing været med i programserien. ’Det sidste ord’ med Lise Nørgaard bliver dermed det fjerde i rækken
kultur@pol.dk
fortsæt med at læse








