»Jeg er dybt ked af det«.
Sådan skrev den britiske tv-vært og skribent Jeremy Clarkson i et opslag på sin Instagramprofil i mandags.
Undskyldningen kom i kølvandet på en klumme, som kunne læses i den britiske avis The Sun i december, hvori Jeremy Clarkson skrev nedsættende om hertuginden af Sussex, Meghan. Det skriver en række internationale medier.
I klummen skriver Jeremy Clarkson blandt andet, at han »hader« hertuginden, og at han drømmer om den dag, hvor hun går nøgen gennem de britiske gader, mens menneskemængder råber »skam« og kaster ekskrementer efter hende. Han hævdede også, at alle i samme alder som ham tænkte på samme måde om hertuginden.
»Jeg er ikke sexist, og jeg afskyr vold mod kvinder. Og alligevel så jeg ud til at advokere for netop det«
Det vulgære billede, som males af hertuginden, skal forstås i kontekst til en scene fra serien ’Game of Thrones’, har Clarkson efterfølgende præciseret. Scenen gik dog ikke ubemærket hen blandt The Suns læsere. Klummens indhold satte gang i en shitstorm mod Jeremy Clarkson, der blev beskyldt for at være sexistisk og opfordre til vold mod kvinder.
Og det er derfor, han nu siger undskyld for klummen – en lille måned senere.
»Jeg er ikke sexist«
I det nye Instagramopslag fra Jeremy Clarkson fortæller han, at han er »virkelig« ked af de ting, han har skrevet om hertuginden, »hele vejen fra trædepuderne på fødderne til hårsækkene på hovedet«.
Han undskylder sig blandt andet med, at klummen skulle skrives i en fart, og forklarer, at han allerede julemorgen sendte en undskyldende mail til Harry og Meghan vedrørende klummens indhold.
Men Harry og Meghan afviser Jeremy Clarksons undskyldning og insisterer på, at tv-værten udelukkende havde skrevet til prins Harry julemorgen – ikke Meghan. Det skriver The Independent.
I stedet beskylder parret Jeremy Clarkson for at have en tendens til at skrive klummer, der har en generelt hadefuld retorik, spreder farlige konspirationsteorier og opfordrer til kvindehad.
En kritik, som den tidligere ’Top Gear’-vært ellers tager meget afstand fra i mandagens opslag på Instagram.
»Jeg er ikke sexist, og jeg afskyr vold mod kvinder«, skriver Jeremy Clarkson, men indrømmer samtidig, at artiklen viste noget andet.
»Og alligevel så jeg ud til at advokere for netop det«.
Harry og Meghan er ikke de eneste, der tilsyneladende ikke godtager undskyldningen.
Ifølge branchemediet Variety blev et planlagt pressemøde med Jeremy Clarkson om realityserien ’Clarksons Farm’ aflyst tidligere i dag, og mediet har flere kilder, der mener at vide, at Amazons streamingtjeneste Prime Video ikke ønsker at fortsætte samarbejdet med den tidligere ’Top Gear’-vært.
fortsæt med at læse









