Danskerne er ekstremt interesseret i vores umiddelbare fortid, lader det til.
Efter vikinger, bronzealder og efterladenskaber fra besættelsen er tiden kommet til utrygheden under den kolde krig i 1950’erne og fremefter. Dengang voksne i særdeles også kunne »være bange og synge lange, lange bange sange«, som det hed i Bjarne Jes Hansens paranoide børnesang fra 1978.
Det var en utryghed, der grundlæggende fortsatte indtil Murens fald i 1989. Men som med mellemrum stadig dukker op.
Fortiden er tilbage
Så fortiden kommer på mode igen. I hvert fald er 20.000 billetter solgt til en hidtil uberørt og ukendt koldkrigsbunker, Regan Vest, i Rold Skov, inden den overhovedet er blevet åbnet for offentligheden. Det skriver Kulturmonitor.
Bunkeren var beregnet til at huse den evakuerede samlede regering, dens ledende embedsmænd og i sin tid kongen i tilfælde af atomkrig, og den er hovedsællerten i et nyt koldkrigsmuseum. På trods af en hamper billetpris på 270 kroner er det allerede en succes. Der er kun plads til 65 mennesker i bunkeren ad gangen, og der er udsolgt i weekenderne indtil sidst i april.
Man kan ikke bare møde op, men kun bestille billet online.
Lurende dystopi
Den atomsikre bunker er opført i hemmelighed i 1960’erne, og den står uberørt hen – fuldt møbleret. En 300 meter lang ribbet adgangstunnel fører herind. Så var man ikke paranoid inden ...
Bunkeren, der var tænkt som en demokratiets sidste bastion, ligger skjult bag træer i skoven, bag og under et tilforladeligt udseende murstenshus, hvor maskinmesteren boede med sin familie ud til vejen. Det var maskinmesteren, der holdt bunkeren klar til det rykind af honoratiores, der formodedes at skulle overleve et atomangreb på nationen netop her. Man aner omridset af en dystopisk Netflix-serie.
Bunkerens kerne ligger 60 meter under jorden med en sluse, tonstunge trykdøre og dieselgeneratorer, der skulle forsyne anlægget med strøm.
Fugle på vægtapet
Man besøger soverummene og slutter i cafeteriet, hvor anlæggets beboere, deriblandt – må vi forestille os – regenten, kunne nyde deres mad til synet af en smuk forårsskov og lyden af fuglefløjt, begge dele dog i form af vægtapeter og kassettebånd. Det er ikke godt at vide, hvordan Rold Skov ville se ud efter en atombombe.
Museet selv, der åbner 13. februar, anslår, at et guidet besøg tager halvanden time.
Man kan også tilvælge en rundvisning med madpakke inkluderet, men det fremgår ikke af museets oplysninger, om madpakken er ’autentisk’ i den forstand, at det er de klemmer, man havde tænkt sig at byde majestæten og regeringsledelsen.
fortsæt med at læse








