Borgmester er rystet over omfanget. Nu iværksætter forvaltningen en række initiativer, skriver Berlingske.

Spillesteder har købt dyr rødvin og kobekød på kommunens regning: Borgmester er rystet

Foto: Benjamin Nørskov
Foto: Benjamin Nørskov
Lyt til artiklen

Medarbejdere fra spillestederne Amager Bio og Beta har i flere år drukket alkohol og spist dyre middage på Københavns Kommunes regning.

Det skriver Berlingske på baggrund af en aktindsigt.

Omfanget af de dyre udlæg kommer bag på kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R).

»Både direktionen og kultur- og fritidsborgmesteren er rystede over omfanget af bilagene, indholdet, økonomien, og at det ikke er blevet sporet før nu«, skriver Københavns Kultur- og Fritidsforvaltning i et svar til Berlingske.

Medarbejdere fra de to spillesteder har ifølge avisen blandt andet spist dyre middage på Mash, drukket drinks på Roskilde Festival og øl på Copenhell. Bilagene er blevet godkendt af ledelsen og derefter sendt videre til Københavns Kommune.

Amager Bio og Beta ligger på den samme adresse på Amager i København og er organisatorisk en del af Københavns Kommune.

Det er kommunens politik, at medarbejdere ikke må drikke alkohol i arbejdstiden, medmindre det er aftalt med den lokale leder.

Det er forvaltningens vurdering, at udlæggene i de nævnte eksempler ikke skulle være blevet godkendt.

Derfor iværksætter Kultur- og Fritidsforvaltningen nu en række initiativer, der skal forhindre lignende sager i fremtiden.

»Der er nu nedsat en kontroltaskforce, som gennemgår og undersøger bilag i en række af eksempelvis spillesteder og kulturhuse«, skriver forvaltningen til Berlingske.

Derudover får medarbejdere fremover ikke betalt kost og drikkevarer via udlæg på rejser i forbindelse med arbejde. I stedet vil de få diæter.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her