Når Blur og Lil Nas X går på Orange Scene til sommerens Roskilde Festival, vil pitten foran scenen til deres koncerter være fyldt med fans, der har ventet i timevis for at få de eftertragtede pladser.
Men nu har festivalen lanceret et fordelsprogram, hvor medlemmer er »garanteret en plads forrest i køen«, både når det gælder adgang til pitten og særlige campingpladser.
Eller rettere sagt: De er garanteret adgang til pitten, hvis ellers de er hurtigt ude.
Orange Orbit hedder det nye fordelsprogram, som koster 150 kroner om året, og som ifølge Roskilde Festival giver abonnenter indflydelse på festivalens indhold og program.
Der er muligheder for at kunne differentiere og skabe fordele
I denne uge fik Orange Orbit-medlemmer en dags forspring på at købe adgang til specielle campingområder på festivalpladsen, og under festivalen får medlemmerne desuden mulighed for pre-access til pitområdet under de 13 koncerter, der finder sted på Orange Scene.
Det betyder helt konkret, at der dagen før koncerterne bliver udloddet 250 pakker med to pitarmbånd, som Orange Orbit-medlemmer kan købe efter et først-til-mølle-princip. Under festivalen kan man gøre brug af dette tilbud tre gange, skriver festivalen.
»Farvel fællesskab«
Men det nye system møder hård kritik blandt festivalgæsterne.
En bruger på Facebook siger, at det er »endnu en måde at tjene flere penge på gæsterne«, mens en anden frygter, at det nye system vil ødelægge fællesskabet.
»Farvel fællesskab! Goddav gode gamle kapitalistiske forskelsbehandling, som vi savner så meget i hverdagen udenfor Roskilde. På Roskilde er alle ens … lige indtil vi ikke længere er det«, skriver brugeren på Facebook.
Men festivalen afviser, at Orange Orbit-fordelene kommer til at ødelægge oplevelsen for de gæster, som ikke har mulighed for at købe sig til en forlomme. Selv om der vil være reserveret 500 armbånd til det nye fordelsprogram, vil der stadig være »tusinde pladser i pitten«, skriver festivalen i et svar.
»Det er ikke et spørgsmål om, at nogle ting kun bliver for Orange Orbit-medlemmer. Der er muligheder for at kunne differentiere og skabe fordele, men det bliver ikke på bekostning af den fulde festivaloplevelse for andre,« siger Michala Svane, som er direktør for forretningsudvikling, salg og digitalisering på Roskilde Festival til Kulturmonitor.
Michala Svane vil ikke udtale sig om, hvor mange mennesker der siden lanceringen i starten af februar har skrevet sig op til at blive Orange Orbit-medlemmer.
Hun fortæller til Kulturmonitor, at medlemmerne muligvis også kan se frem til en rundvisning på pladsen eller møde »nogle, som har været med i mange år og har nogle gode historier«.
Roskilde Festival finder sted fra 24. juni til 1. juli. Blandt hovednavnene er Blur, Rosalía og Kendrick Lamar.
fortsæt med at læse








