Kendrick Lamar kommer til Roskilde Festival. Det oplyser festivalen, der er klar med 16 nye navne til årets festivalplakat.
Megastjernen Lamar var annonceret til at gæste festivalen i både 2020 og 2021, der begge blev aflyst. Men nu er den 35-årige rapper fra Compton tilbage øverst på plakaten til glæde for mange, eftersom han ifølge festivalen er en af »de allermest ønskede navne«.
Fakta
De 16 nye navne
Kendrick Lamar (US)
Angélique Kidjo (BJ)
Caroline Polachek (US)
Code Orange (US)
Weyes Blood (US)
Benny Jamz (DK)
Clarissa Connelly’s Canon (DK)
Derya Yildrim & Grup Simsek (TUR)
First Hate (DK)
Fulu Miziki (CD)
Indigo De Souza (US)
Nora Brown (US)
Phelimuncasi (ZA)
Special Interest (US)
Art & Activism:
Jules Fischer & Josefine Opsahl (DK)
Resonerende Rum (DK)
Sidste år udgav han albummet ’Mr. Morale & The Big Steppers’, der netop har vundet en Grammy for årets rapalbum. Albummet var en længe ventet opfølger fra succesalbummet ’DAMN’, som Lamar modtog en Pulitzerpris for i 2018.
»Kendrick Lamar er sin generations største og mest indflydelsesrige rapper, og han beviser gang på gang, at han råder over en kunstnerisk integritet uden sidestykke«, siger Anders Wahrén, programchef for Roskilde Festival.
Markante internationale stemmer
Lamar er ikke det eneste indflydelsesrige navn blandt de 16 nye tilføjelser. En af offentliggørelserne er for eksempel popfænomenet Caroline Polachek, der »bygger bro over kløften mellem generation z’ere i hønsestrik og nostalgiske boomere«, som det lød i politikens anmeldelse af Polacheks totalt udsolgte koncert i Vega i sidste uge.
Markante internationale stemmer, der på hver deres måde rækker ud efter mening, håb og forandring
Desuden gæster også Weyes Blood alias Natalie Mering årets festival. Hun udgav i december det anmelderroste album ’And In The Darkness, Hearts Aglow’. Weyes Blood performede også på Roskilde Festival i 2019 og leverede en koncert, der fik Politikens anmelder til at tabe næse og mund.
»Denne offentliggørelse er rig på markante internationale stemmer, der på hver deres måde rækker ud efter mening, håb og forandring«, siger Ander Wahrén fra Roskilde Festival i en pressemeddelelse.
Andre internationale navne på programmet tæller punkbandet Code Orange, afropoppens ukronede dronning fra Benin, Angélique Kidjo samt Phelimuncasi, der laver sydafrikansk elektronisk musik under genre-betegnelsen Gqom.
I dagens pakke er også en håndfuld danske navne. Til sommer kan Roskilde-gæsterne glæde sig til Benny Jamz, First Hate og Clarissa Conelly’s Canon.
Performance og portræt
Blandt de 16 nye offentliggørelser gemmer sig også navne fra festivalens Art & Activism-program.
Et af tilføjelserne er kunster, komponist og cellist Josefine Opsahl, der i selskab med billedkunstner og koreograf Jules Fischer vil præsentere performanceværket ’It dosen’t look like anything to me’.
Desuden vil kulturinstitutionen Resonerende Rum i samarbejde med et kor bestående af festivalens frivillige skabe et lydportræt af festivalen.
Årets Roskilde Festival finder sted 24. juni til 1.juli. Blandt de tidligere offentliggjorte navne er Blur, Lil Nas X, Rosalía, Fever Ray, Rina Sawayama og 070 Shake.
fortsæt med at læse