0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Politikens anmelder efter Weyes Bloods koncert: Hvem har set min næse og mund?

Vi bringer en efterlysning. En anmelder har tabt både næse og mund efter mødet med Weyes Bloods sangforedrag.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Lydefri kan lyde som for meget af det gode, men er det ikke i Weyes Bloods tilfælde.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Weyes Blood med det borgerlige navn Natalie Mering har i mine ører med ’Titanic Rising’ lavet årets plade indtil videre. Så forventningerne til koncerten med Weyes Blood var for mit vedkommende store og nervøse. Ville den 31-årige californier fra Santa Monica kunne klare at omsætte sit dirrende smukke og minutiøst iscenesætte værk fra scenens kant?

På det vigtigste parameter var svaret heldigvis bekræftende. Weyes Blood sang med sin fuldtonede, krystalklare stemme, så englene dinglede, og jeg selv var på nippet til at måtte rode rundt nede mellem fødder og ølkrus for at finde både næse og mund, som jeg konstant tabte.

To store kunstnere fra fortiden tårner sig op i baggrunden af ’Titanic Rising’, nemlig Brian Wilson og Karen Carpenter. Sidstnævnte klappede med oppe fra sin sky, mens Wilson snarere ville have sympatiseret med omfanget af Natalie Merings udfordring. For det er bare ikke let at omsætte en helt usædvanlig smuk og følelsesladet studieproduktion til koncertscenens forkastning, uden at nuancerne går tabt.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter