Claire Danes har lært mig, at det med at græde ikke kun er ynkeligt, men rensende, at gråd handler om at give slip, og at det kræver mod, skriver Lucia Odoom i denne tårevædede klumme.

Claire Danes græder, så jeg kan mærke det og græder med

Claire Danes' Juliet er helt særlig. Hun vovede at give totalt slip på sit ansigt, bare lade det kollapse for øjnene af os, der så videofilmen. Foto: Screendump fra filmen
Claire Danes' Juliet er helt særlig. Hun vovede at give totalt slip på sit ansigt, bare lade det kollapse for øjnene af os, der så videofilmen. Foto: Screendump fra filmen
Lyt til artiklen

Claire Danes græder i stort set alle film og tv-serier, hun har medvirket i. Hun græder, så underlæben dirrer, hun græder hulkende, hikstende, brølende tårer, der får ansigtet til at blusse ildrødt op og øjnene til at hæve.

Hun græder en teenagegråd, en shakespearesk gråd, en dødslejegråd, hjertesorgsgråd, en livstruet CIA-agent på nervemedicin-gråd, og nu er hun i en alder af snart 44 nået til fødselsdepressionsgråden og skilsmissegråden – en kulminerende gråd, der ramte mig lige i nervesystemet, mens jeg sad og så serien ’Fleishman is in Trouble’, hvor hun spiller den kriseramte mor og ekskone Rachel, der får en fødselsdepression, der vælter ned over hendes ægteskab som en lavine og udløser en gråd, der fik undertegnede til at hulke med Claire Danes lige der i stuen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her