Et af verdens mest berømte kunstmuseer, The Metropolitan Museum of Art i New York, råder over hele 1.109 stjålne kunstværker og kan sættes i forbindelse med flere velkendte kunsttyve og smuglere. Det er dog kun 309 af de pågældende værker, som aktuelt er udstillet på museet.
Anklagen kommer fra International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ), et internationalt netværk af dybdeborende journalister. I de senere år har sammenslutningen af journalister sammen med mediepartnere arbejdet på at registrere og spore den del af kunstsamlingen på The Met, som museet kaldes, der kommer fra primært tredjeverdens lande.
Ifølge rapporten kan museet for over halvdelen af værkernes vedkommende ikke redegøre for, hvordan de er kommet fra deres oprindelsesland til New York, hvor de nu er i museets besiddelse.
Kendis satte spot på kiste
En af dem, der har været med til at henlede opmærksomheden på stjålne kunstgenstande på The Metropolitan, er en af verdens mest fotograferede kvinder, Kim Kardashian. I 2018 blev hun fotograferet ved den såkaldte Met Gala, hvis formål er at samle penge ind til museet, ved siden af en egyptisk kiste af guld. En efterforskning fra anklagemyndigheden på Manhattan afslørede, at kisten var stjålet fra Egypten.
Ifølge avisen Indian Express kan 77 antikviteter på museet spores tilbage til den indiske kunsthandler Subhash Kapoor, som sidste år blev idømt 10 års fængsel i hjemlandet for at have smuglet stjålet kunst for over 100 millioner dollars.
Over 800 af de værker, der nævnes i rapporten fra ICIJ, stammer fra Jonathan Rosen, tidligere medejer af galleriet Atlantis Antiquities på Manhattan. Han blev i 1997 sigtet for smugleri af stjålet kunst i Italien sammen med Robert Hecht, der døde inden en eventuel domfældelse i Italien. Jonathan Rosen har i dag så dårligt helbred, at han ikke har villet kommentere anklagerne over for den journalistiske organisation.
Hundredvis af andre antikviteter kommer fra Nepal og Kashmir.
Flere ramt af anklager
I de senere år har museer verden over været ramt af anklager om, at de har kunst i deres samlinger, som er stjålet fra tidligere kolonier eller andre lande. Sidste år leverede Horniman-museet i London, Smithsonian Institution i Washington, D.C., og talrige tyske museer kunstgenstande tilbage til især Nigeria.
»The Met er toneangivende for museer rundtom i hele verden. Hvis The Met vælger at ignorere alt det her, hvilket håb har vi så for resten af kunstverdenen?«, spørger Tess Davis, leder af den såkaldte Antiquities Coalition, som arbejder imod smugling af kulturelle genstande, på ICIJ’s hjemmeside.
Indtil videre har Metropolitan-museet ikke kommenteret anklagerne.
fortsæt med at læse








