Efter anklage om karteldannelse blandt jyske og fynske musikspillesteder er tre af stederne nu blevet ransaget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Tre spillesteder ransaget efter mistanke om ulovligt kartel

Det danske band Volbeat, der spiller på spillestedet Tobakken I Esbjerg på deres Europatour i 2010. Tobakken var en af de tre spillesteder, der i tirsdags blev ransaget og er netop gået konkurs.  Foto: Melissa Ørnstrup
Det danske band Volbeat, der spiller på spillestedet Tobakken I Esbjerg på deres Europatour i 2010. Tobakken var en af de tre spillesteder, der i tirsdags blev ransaget og er netop gået konkurs. Foto: Melissa Ørnstrup
Lyt til artiklen

En lukket erfagruppe, hvor der muligvis er indgået ulovlige prisaftaler om kunstnerhonorarer.

Sådan lød det, da JydskeVestkysten i midten af marts kunne afdække, hvordan regionale spillesteder i årevis havde drøftet priser for fremtidig booking af kunstnere i en lukket mailtråd – og muligvis snydt landets musikere for mange tusind kroner.

Flere eksperter advarede dengang om mulig karteldannelse og brud på konkurrenceloven.

Nu er der nyt i sagen.

For efter at erhvervsminister Morten Bødskov (S) udtalte, at han forventede, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ville gå ind i sagen, har styrelsen nu foretaget en ransagning på tre af spillestederne. Det skriver JydskeVestkysten.

På »udramatisk vis«

Der er tale om disse tre musiksteder: Tobakken i Esbjerg og Godset i Kolding, som begge er regionale spillesteder, og Tøjhuset i Fredericia.

De fik alle uanmeldt besøg i tirsdags, hvor ransagningen foregik i løbet af samme dag. Det var også dagen, hvor Tobakken i Esbjerg meddelte sin konkurs.

Dog foregik ransagningen på udramatisk vis, fortæller lederen af Godset i Kolding, Martin Røen.

»De var virkelig professionelle, søde og imødekommende, men vi er også en offentlig kulturinstitution, så der er heller ikke noget, der er hemmeligt. Det er gået stærkt, og det er vi glade for. Nu går de i gang med at se på al den dokumentation, der er i sagen«, siger Martin Røen til JydskeVestkysten og fortæller, at Konkurrencestyrelsen bl.a. har fået udleveret mailudvekslinger og kontrakter.

I alt var ti spillesteder med i den lukkede mailtråd og erfagruppe, der udvekslede og drøftede priser på musikere. Syv af dem er regionale spillesteder, der får støtte fra Statens Kunstfond. Der er bl.a. tale om spillestederne Voxhall i Aarhus, Posten i Odense, Paletten i Viborg, Fermaten i Herning og Sønderborghus i Sønderborg.

Skråen i Aalborg og Pavillonen i Grenaa, som ikke er regionale spillesteder, er også med i gruppen, men modtager altså ikke penge fra staten.

Muligvis bøde eller fængselsstraf

Konkurrencestyrelsen har 40 dage til at gennemgå materialet, inden den sender det videre til et af styrelsens branchekontorer, der står for de videre undersøgelser.

Hvis det viser sig, at konkurrenceloven er blevet overtrådt, kan spillestederne ende med at blive straffet med bøde eller fængselsstraf.

Seks spillesteder i erfagruppen er desuden også gået sammen om at få udarbejdet en grundigere advokatvurdering af forløbet. Den foretages af Focus Advokater i Odense, og de arbejder stadig på at få vurderingen klar. Meldingen lød ellers, at den ville ligge klar klar 23. marts.

Clara Johanne Selsmark

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her