Massiv deling af passwords til store sportsbegivenheder får TV 2 Play til at begrænse sening af af liveudsendelser til en enkelt enhed. Hidtil har man kunnet se liveudsendelser samtidig på to enheder.

TV 2 Play strammer reglerne for en million danskere

TV2-transmissioner af store sportsbegivenheder som ATP Rom, hvor Holger Rune er nået til 4. runde, bliver ofte delt med ikke-abonnenter, der 'låner' et password. Foto: Guglielmo Mangiapane/Ritzau Scanpix
TV2-transmissioner af store sportsbegivenheder som ATP Rom, hvor Holger Rune er nået til 4. runde, bliver ofte delt med ikke-abonnenter, der 'låner' et password. Foto: Guglielmo Mangiapane/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I forsøget på at komme den omfattende deling af passwords til livs, indfører TV 2 Play nu en ny begrænsning for den million brugere, der betaler for at kunne streame TV 2’s programmer.

Det samme liveprogram kan ikke længere streames fra to enheder samtidig, men blot fra en enkelt enhed. Alt andet indhold kan fortsat streames samtidig på to enheder, oplyser TV 2 Play i en mail til sine kunder.

Det er for at komme et udbredt misbrug af især livesport til livs, oplyser kommerciel direktør hos TV 2 Stig Møller Christensen. De udsendelser bliver ofte set med samme abonnement fra to forskellige husstande.

»Vi kan se, at der særligt omkring højprofilerede sportsevents foregår en deling, der er i strid med vores regler«, siger Stig Møller Christensen.

Hvorfor begrænser I så ikke bare ændringen til sport?

»Det er svært at begrænse kun til sport. I praksis er det en ret stor operation«.

Det betyder jo så, at det går ud over familier, hvor der er familiemedlemmer, der gerne vil se eksempelvis en fodboldkamp både fra hjemmet og fra sommerhuset?

»Ja, det er vi klar over. Man kan sige, at de 25 procent, der deler passwords, ødelægger det for de 75 procent, der følger reglerne«, siger Stig Møller Christensen.

Mail med advarsel

Hidtil har TV 2 Play forsøgt at bekæmpe den udbredte deling ved at sende en mail til abonnenter, så snart der blev logget på deres konto fra en ny enhed. I mailen gør stationen opmærksom på, at abonnementet kun må deles med folk i husstanden. Det fik andelen af abonnenter, der delte med andre uden for husstanden, til at falde fra 30-35 procent til 25-30 procent.

Men 25 procent gratister er stadig for meget.

»TV 2 bruger milliarder af kroner på indhold, og vi går glip af et pænt trecifret millionbeløb, når passwords bliver delt i strid med reglerne«, siger Stig Møller Christensen.

TV 2 har ingen planer om at gøre som Netflix, der i sidste måned annoncerede, at tjenesten i løbet af sommeren for alvor vil rulle indsatsen mod deling af passwords ud på verdensplan. I stedet for at begrænse delingen vil Netflix opkræve et ekstra abonnement, hvis tjenesten også bliver brugt af en anden husstand.

Det er forsøgt i en række lande i Sydamerika og senest i Spanien, Portugal, Canada og New Zealand. Netflix meddelte i april, at erfaringerne var så gode, at systemet vil bliver rullet ud i USA og store dele af resten af verden inden udgangen af juni.

I Spanien koster det 5,99 euro – knap 45 kroner – ekstra at dele et Netflix-abonnement. En undersøgelse, som Kantar offentliggjorde i slutningen af april, viste, at Netflix havde mistet en million brugere i Spanien. To tredjedele af dem delte password med andre husholdninger.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her