Københavns Borgerrepræsentation har besluttet, at 0. klasse nu skal hedde børnehaveklasse. Navneændringen sker for at signalere, hvad formålet med det første år i skolen er, nemlig en overgang mellem børnehave og skole og ikke blot en tidlig start på skolen.
For os, der gik i skole, da det sidst hed børnehaveklasse, giver det mindelser om dengang, man også havde et ord som meddelelsesbog. En fysisk bog i skoletasken, som lærere og forældre kunne skrive i i stedet for det enerverende digitale Aula-system.








