Trods forhandlinger er det ikke lykkedes auktionshuset Lauritz.com at finde nødvendig finansiering. Selskabet søger nu om at gå i rekonstruktion.

Lauritz.com er ved at løbe tør for penge og søger om at gå i rekonstruktion

Ægteparret Mette Rode Sundstrøm og Bengt Sundstrøm står bag auktionshuset Lauritz.com, der nu går i rekonstruktion for at undgå konkurs. Foto: Cicilie S. Andersen
Ægteparret Mette Rode Sundstrøm og Bengt Sundstrøm står bag auktionshuset Lauritz.com, der nu går i rekonstruktion for at undgå konkurs. Foto: Cicilie S. Andersen
Lyt til artiklen

Trods ’seriøse forhandlinger’, der fortsat pågår, er det ikke lykkedes auktionshuset Lauritz.com at finde nogen, der vil komme med de penge, der er brug for på både kort og langt sigt.

Derfor søger selskabet Sø- og Handelsretten om at gå i rekonstruktion, fordi auktionshuset ikke er i stand til at betale kunderne deres tilgodehavender, oplyser Lauritz.com i en meddelelse.

»Under rekonstruktionen vil Lauritz.com fortsætte sin daglige drift, hvor sælgere kan melde sig til auktioner i lokale auktionshuse, mens købere kan byde og købe på Lauritz.coms online platform«, skriver Lauritz.com i meddelelsen.

Alt kommer dog ikke til at fortsætte som hidtil. I forbindelse med rekonstruktionen skal der tages hul på nedskæring i udgifter. Det kommer til at koste nogle afdelinger livet.

Der skal også skæres på lønudgifterne.

Selskabet varsler, at en mere detaljeret plan bliver udsendt senere.

Formålet med rekonstruktionen bliver at sikre selskabets drift, mens der findes ny kapital eller finansiering af Lauritz.com.

»Flere forskellige løsninger er ved at blive udforsket og diskuteret. At tage en eller flere nye investorer ind i den nuværende ejerkreds, et fuldstændigt salg af Lauritz.com eller at finde en ny finansiering«, skriver Laurtiz.com.

Selskabets økonomiske kvaler har stået sort på hvidt i eksempelvis årsregnskabet for 2022. Her havde Lauritz.com en negativ egenkapital på 59 millioner kroner.

TV 2 har tidligere beskrevet, hvordan sælgere gennem Lauritz.com har ventet måneder på at få deres penge.

I maj frarådede Forbrugerrådet Tænk forbrugere at handle gennem auktionshuset.

Egenkapitalen er groft sagt et udtryk for en virksomheds samlede formue og et billede på dens sundhed.

Den udregnes ved at trække gælden fra de samlede aktiver – så som værdien af fabrikker, patenter og kontanter.

I sin meddelelse onsdag skriver Lauritz.com:

»På nuværende tidspunkt kan de finansielle konsekvenser for selskabet ikke opgøres, men selskabet opfører kriterierne for at være insolvent under konkurslovgivningen«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her