De populære drikkevarer fra Prime, der tidligere har været udskældt, kommer nu i søgelyset igen. For kendt USA-senator vil have undersøgt den koffeinholdige drik og mener desuden, at den er markedsført uetisk.

Hypet drik blandt unge bliver igen udskældt

YouTube-stjerner samlede børn og unge til kæmpe Prime-arrangement på Ofelia Plads i juni. Foto: Thomas Borberg
YouTube-stjerner samlede børn og unge til kæmpe Prime-arrangement på Ofelia Plads i juni. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Da den søde, farverige læsedrik kom til Danmark i midten af juni, fik det børn og unge til at stimle sammen i lange køer foran supermarkedet, og de blev udsolgt på ingen tid.

På Ofelia Plads i København blev der ligefrem afholdt et event i forbindelsen med lanceringen.

For drikkevarerene fra Prime er blevet utrolig populære og hypede på grund af de to YouTube- og TikTo-stjerner, der står bag dem. Det gælder både den originale koffeinholdige version og den uden koffein.

Men energidrikken Prime Energy er ikke velegnet til børn og unge, og derfor bør den ikke blive markedsført, som den gør. Det mener den amerikanske senatsleder Chuck Schumer, der nu opfordrer de amerikanske myndigheder til at undersøge drikken, skriver BBC.

Schumer mener, at reklamerne er målrettet børn, hvilket er uansvarligt på grund af det høje koffeinindhold. I Danmark fraråder Fødevarestyrelsen, at børn under 15 år drikker energidrikke, som modsat læskedrikke er tilsat et højt indhold af koffein.

Prime Energy indeholder næsten dobbelt så meget koffein som f.eks. Red Bull.

Populær på YouTube og TikTok

Schumers argument går blandt andet på, at læskedrikken Prime i USA er markedsført i en næsten identisk form som den, der indeholder koffein.

Og derfor er nogle forældre ifølge Schumer ubevidst kommet til at købe koffeinversionen til deres børn.

»FDA (Food and Drug Administration) skal undersøge Prime for dets absurde koffeinindhold og dets markedsføring rettet mod børn på sociale medier«, skriver han på Twitter, ifølge BBC.

BBC har forsøgt at få en kommentar fra Prime, men uden held.

Skaberne af Prime-drikken er den 28-årige amerikaner Logan Paul og den 30-årige Olajide Olayinka Williams Olatunji, bedre kendt som KSI. De har tilsammen knap 48 millioner YouTube-følgere, og af den grund er produktet vokset til at være ekstremt populært blandt børn og unge.

Den koffeinholdige Prime Energy-drik blev lanceret i januar i år, og den bliver promoveret som sukkerfri og vegansk af virksomheden.

På hver dåse skal der være en advarsel, så børn under 18 år, personer, der er sensitive over for koffein, og gravide og ammende ikke kommer til at drikke den.

Flere skoler har ligefrem udsendt forbud og advarsler. En skole i Wales har f.eks. udsendt information til forældre og elever om, at de ikke må forveksle de to versioner af drikken, efter at en elev blev syg uden for skoletiden.

Fødevarestyrelsen i Danmark beskrev tilbage i maj, at der var opstået et ulovligt salg af flere produkter af Prime i Danmark, typisk fra kiosker. Styrelsen pegede på, at nogle af læskedrikkene havde et for højt indhold af koffein og A-vitamin.

Den version, man nu kan købe i udvalgte danske supermarkeder, indeholder ikke koffein.

Camille Landberger

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her