Spørger man film- og tv-kritikerne, der har set første del af sidste sæson af den meget populære engelske tv-serie ’The Crown’, er der ikke den store grund til, at du gør det samme.
Sæson seks, der behandler prinsesse Dianas død og tiden efter, er ifølge The Guardians anmelder så komplet elendig, at det i sig selv er en »ud af kroppen-oplevelse«. I hvert fald de første fire afsnit, som anmeldelserne bygger på.
I sin etstjernede anmeldelse skriver The Guardian, at ’The Crown’ gennem alle sine fem foregående sæsoner har balanceret på en knivsæg mellem et stort prestigiøst drama og ren sæbeopera. Nu, skriver avisen, er serien kammet komplet over i den sæbede afdeling, hvor hver en detalje omkring Dianas død behandles i en »i sandhed dræbende detaljegrad«.
Helt galt går det, da prinsessen efter sin død viser sig som et spøgelse for sin tidligere mand og svigermor. Det samme pointerede Politikens Eva Eistrup i sin anmeldelse til tre hjerter.
Til trods for den elendige anmeldelse skriver The Guardians anmelder, at alle skuespillerne gør det absolut fremragende. Serien er bare ikke længere deres talent værdig, skriver hun.
Hos BBC er de lidt mere begejstrede og sniger sig op på to stjerner. De mener, som Guardian, at serien sæson for sæson har mistet kvalitetsmæssig flyvehøjde:
»Morgans (seriens skaber, Peter Morgan, red.) elegante måde at skrive på og gennemborende, spekulative psykologi har været yderst spændende, en fornøjelse at se over årene. Alt for ofte i disse seneste sæsoner kunne vi lige så godt have skrevet historierne selv«, mener BBC-anmelderen.
Bedagede billeder
Hos avisen The Independent giver de også to hjerter. Kritikken minder om den, både The Guardian og BBC kommer med.
Avisens anmelder skriver, at der er noget mærkeligt bedaget over serien nu, hvor den er kommet så tæt på vores nutid, at Tony Blair er premierminister, og de unge prinser taler om labre Bond-piger.
Den storladne titelmelodi »der føltes så rigtig, når den fragtede serierne gennem efterkrigstiden, føles malplaceret i en sandwich mellem paparazzibilleder til millioner af pund, der bliver solgt til Daily Mirror, og billeder af Camilla Parker Bowles, der blæser lys ud på en enorm fødselsdagskage«.
Den store, gamle avis The Times skiller sig ud fra mængden og synes faktisk ganske godt om sæson seks. Den giver fire ud af fem stjerner.
Under titlen »bevægende indhold, men uddriv spøgelset« tager de fat i et af de punkter, som nærmest samtlige anmeldere angriber: det faktum, at serieskaberne har valgt at lade Diana gå igen i serien som spøgelse.
I et ellers fint portræt af den nyere royale historie, kan »royale seere« og dem, der bare følger med for at kigge på tøjet, med rette sige, at episoderne med spøgelset »med sikkerhed ikke var showets mest stolte øjeblik«.
»Det er særligt selv-nedlæggende i fire ellers stærke og rørende åbningsafsnit«, skriver de.
Første del af sidste sæson kan ses på Netflix. De seks afsnit, der udgør anden og sidste del af sæsonen, har premiere 14. december.
fortsæt med at læse








