Den mangeårige diplomatiske strid mellem Grækenland og Storbritannien om den store skulptursamling på British Museum, som stammer fra Parthenon-templet i Athen, er for alvor blusset op igen.
I sidste øjeblik valgte den britiske premierminister, Rishi Sunak, at aflyse et planlagt møde om sagen tirsdag med sin græske kollega, premierminister Kyriakos Mitsotakis. Det skriver The BBC.
Til pressen udtalte Mitsotakis, at han var »dybt skuffet over den pludselige aflysning«. Samtidig afviste den græske regering en ny invitation fra briterne, hvor de ville få mulighed for at drøfte sagen med en laverestående minister.
Parthenon-sagen
Tidslinje
Aflysningen kom kun en dag efter et BBC-interview med Mitsotakis, hvor han gentog grækernes krav om, at skulptursamlingen skulle sendes tilbage til Akropolis i Athen. At marmorskulpturerne blev fjernet fra templet af en engelsk lord, svarede til, argumenterede premierministeren, at ’Mona Lisa’ blev revet midt over.
I over 2.000 år stod Parthenon-templet velbevaret midt på Akropolis-højen i Athen, men i 1687 forårsagede et granatnedslag stor ødelæggelse, og skulpturfragmenter begyndte at forsvinde fra bygningen.
To marmorhoveder endte blandt andet i Danmark, mens hovedparten af Parthenon-frisen, som var en 160 meter lang skulpturkreds, der løb langs tempelmuren, blev fjernet af den britiske lord Elgin i begyndelsen af 1800-tallet. Den blev med tiden en af de store attraktioner på British Museum.
Resultatet var, at Parthenon stod tilbage uden sine to mægtige gavludsmykninger, og op gennem det 20. århundrede har sagen om det, som briterne kalder The Elgin Marbles, jævnligt slået gnister mellem grækerne og briterne.
Ifølge BBC var det den græske premierministers tv-optræden, der var årsag til aflysningen af tirsdagens møde, og aflysningen skulle have efterladt den græske premierminister »målløs« og »irriteret«.
»De, der er helt overbevist om rigtigheden og retfærdigheden af deres eget standpunkt, vil aldrig tøve med til at deltage i en konstruktiv diskussion og debat«, udtalte Kyriakos Mitsotakis.
Den danske sag
Den mangeårige konflikt er ingenlunde isoleret til The Elgin Marbles på British Museum. Sidste uge kunne vi her i avisen fortælle, at Nationalmuseet i København netop havde sendt et brev afsted til Grækenland. Dermed fik Akropolis-museet afslag på at få udleveret tre marmorgenstande fra Parthenon-templet, som befinder sig i Antiksamlingen på det danske museum.
På den græske ambassade i København kom nyheden om afslaget bag på ambassadør Fragiskos Kostellenos, sagde han til Politiken.
»Det er en trist udvikling, og jeg er meget ked af, hvordan sagen har udviklet sig«.
fortsæt med at læse








