Omsider skete det. Det som Ittai Gradel for snart tre år siden satte sig for.
»Jeg har endelig fået en ende på det. Den del, hvor det var op til mig, at der skulle ske noget, er heldigvis slut nu«, siger den antikvitetshandler fra Rudkøbing, der i august afslørede en af de største kulturarvsskandaler i nyere tid.
I sidste uge trådte Jonathan Williams - den nu daværende vicedirektør for British Museum - endegyldigt tilbage. I august trådte han nemlig kun midlertidigt tilbage, efter Ittai Gradel havde afsløret hans problematiske rolle i tyveriet af over 2.000 genstande, som blev begået af en museumsinspektør ansat ved museet.
Jonathan Williams endelige exit kommer, efter en ekstern undersøgelse var klar i sidste uge. Og aftrædelsen sker ikke et sekund for tidligt, mener Ittai Gradel.
»Hele konstruktionen med, at han skulle træde tilbage midlertidigt, var formålsløs. Det har været klart for enhver siden august, at han måtte gå af. British Museum skulle have kylet ham ud øjeblikkeligt«, siger Ittai Gradel til Politiken.
Og på den måde kunne den danske antikvitetshandler se sin mission fuldført, nu hvor både Jonathan Williams og den tidligere direktør Hartwig Fischer begge endegyldigt er fortid på det hæderkronede museum i London. Det var nemlig de to mænd, som ignorerede og afviste Ittai Gradels advarsel om at noget var ravruskende galt på British Museum.
Vicedirektøren affejede advarsler om tyveri
Det var netop Jonathan Williams, den daværende vicedirektør, som afviste Ittai Gradels advarsel om, at en museumsinspektør ved museet stjal og solgte genstande fra museet. Ittai Gradel skrev til ham første gang i februar 2021.
I mailen sendte Ittai Gradel beviser for sin påstand, da han efter at have købt nogle af genstandene havde modtaget en kvittering på PayPal med museumsinspektørens navn og adresse. Så svarede Jonathan Williams, at sagen var taget til efterretning.
Men da der ikke skete mere som månederne gik, skrev Ittai Gradel til museets direktør, Hartwig Fischer, som aldrig vendte tilbage.
I stedet fik han svar fra Jonathan Williams, der skrev, at der ikke var nogen grund til mistanke. Og det satte Ittai Gradel på en mission om at få de to ledende mænd afsat fra museet, som nu altså er afsluttet med succes.
Efter Jonathan Williams forlod British Museum i sidste uge, sagde bestyrelsesformand George Osborne til BBC at museet ikke havde reageret ordentligt på Ittai Gradels advarsler i 2021:
» Hvis vi havde gjort det, ville vi have håndteret det et par år før, vi gjorde«.
George Osborne kunne også fortælle at man stadig forsøger at forstå museumsinspektørens motivation for at begå tyveriet.
»Men han har ikke snakket eller samarbejdet«.
fortsæt med at læse








