En eneste gang deltog jeg i mødregruppen, denne lille indforståede klike af stolte kvinder med marcipanfarvede babyer i favn, en samling ’nybagte’, hvis kroppe stadig var posede og skramlede efter fødslen. Nu skulle jeg endelig høre om blokade og sugekop, bristet mellemkød, fumlende fædre og det dér stykke ristet brød, som skulle smage helt fantastisk. Lige efter. Om at lægge til og måske især om at sidde med sit lillebitte englevæsen »i denne dyrebare time midt mellem fosterliv og menneskeliv«, som Dea Trier Mørch skriver i sin kollektivroman ’Vinterbørn’ (1976).
Men de unge kvinder talte mest om babybio og om, hvordan de allerede glædede sig til at vende tilbage til deres job. Jeg var dybt skuffet. Senere har jeg tænkt, at kvinderne tav om deres erfaringer for ikke at kede eller ligefrem såre mig, en kvinde, der ikke selv havde bragt sin baby til verden?
