I 14 år havde de to malerier af nogle af kunsthistoriens berømteste billedkunstnere været forsvundet, stjålet fra en kunstsamler i Tel Aviv.
Og forleden dukkede så Picassos ’Hoved’ og Chagalls ’Mand i bøn’, to tilsyneladende bittesmå malerier, op i en kælder i den belgiske by Antwerpen. Ifølge The Guardian repræsenterede de to malerier til sammen, da de blev stjålet, en formue på 6,2 millioner kroner. Den udregning må være foretaget lige inden malerkunstens himmelflugt. Det fremgår ikke, om billederne er på størrelse med frimærker, men selv da.








