Det har vakt harme i Hollywood, at den amerikanske skuespiller Ryan Gosling er nomineret til en Oscar for sin rolle som Ken i filmsuccesen ’Barbie’, mens skuespiller Margot Robbie, der spiller hovedrollen som den ikoniske legetøjsdukke, og instruktør Greta Gerwig forbigås.
Den person, der formentligt tager prisen for at være mest harmdirrende og utilfreds over det, er Ryan Gosling selv.
For der er »ingen Ken uden Barbie«, som han skriver i en offentlig udtalelse, som flere udenlandske medier herunder CNN og Time har bragt.
Fakta
Læs hele Ryan Goslings udtalelse
Filmen foregår i et univers bygget op om Barbie og blev af Politikens anmelder beskrevet som et »sarkastisk spejlbillede af virkelighedens kønsroller«.
Sidste sommer gik den sin sejrsgang i verdens biografer og slog flere rekorder. Instruktøren bag ’Barbie’, Greta Gerwig, blev for eksempel den første kvinde nogensinde, som har instrueret en film, der har indtjent over en milliard dollar.
Men at hun heller ikke er nomineret til en Oscar for sin rolle som instruktør, kritiserer Ryan Gosling også.
Der er ingen ’Barbie’-film uden Greta Gerwig og Margot Robbie
»Der er ingen ’Barbie’-film uden Greta Gerwig og Margot Robbie, de to personer, der er mest ansvarlige for denne historisk betydningsfulde, globalt fejrede film«, skriver han.
Ryan Gosling er beæret over at være nomineret til den prestigefulde og eftertragtede Oscar, men understreger samtidig, at den anerkendelse kun har været muligt på grund af de to kvinders »talent, beslutsomhed og genialitet«.
»At sige, at jeg er skuffet over, at de ikke er nominerede i deres respektive kategorier, ville være en underdrivelse«, skriver han.
Til gengæld er han glad for, at blandt andet skuespilleren America Ferrera er oscar-nomineret for sin birolle i ’Barbie’ som karakteren Gloria.
Derudover er Greta Gerwig nomineret for bedste filmatisering sammen med sin ’Barbie’-medforfatter Noah Baumbach, mens Margot Robbie er nomineret som en af filmens fire producere i kategorien bedste film.
Dansk håb
Også på dansk grund har man holdt øje med offentliggørelsen af oscarnomineringerne. Mange har nemlig heppet på dokumentaren ’Apolonia, Apolonia’ af Lea Glob, spillefilmen ’Bastarden’ af Nikolaj Arcel og kortfilmen ’Ridder Lykke’, der er skabt af Lasse Lyskjær Noer.
Det lykkedes dog kun for den 24 minutter lange kortfilm ’Ridder Lykke’. Den opnåede en nominering i kategorien Bedste liveaction-kortfilm. Filmen har de danske skuespillere Jens Jørn Spottag og Jesper Lohmann på rollelisten og handler om sorg, trøst og tilgivelse.
Danmark har siden 2010 opnået syv oscarnomineringer til Bedste Internationale Film. I 2021 vandt Thomas Vinterbergs ’Druk’.
Showet vil blive afholdt natten til mandag 12. marts dansk tid.
fortsæt med at læse









